God morgen,
Og for dem, der ikke kender mig: Jeg hedder May-Britt, jeg er redaktionschef på Flensborg Avis, 34 år gammel og født og opvokset i mindretallet. Mindretallet har altså med andre ord altid været en del af mit liv, men jeg erkender blankt, at jeg var nødt til at læse op på historien inden dagen i dag. Selvfølgelig ved jeg, at forholdet mellem Danmark og Tyskland ikke altid har været så godt, som det er i dag. Jeg havde hørt om Slaget ved Isted, og jeg kender historien om Istedløven. Men meget, jeg har læst om de seneste dage og uger, har jeg også hørt om for første gang. Og det er da for dårligt. For et eller andet sted er det, vi mindes i dag, jo også min historie. Det er mindretallets historie. Og den burde sidde på nethinden.
Set med nutidens øjne er det svært at forestille sig, at et slag mellem de slesvig-holstenske oprørere og Danmark var det blodigste slag i vores fælles historie.
Netop fordi samlivet i grænselandet i dag er præget af venskab, samarbejde og forståelse for hinanden, er det vigtigt at vide, at man ikke kan tage dette for givet i en grænseregion. Det er vigtigt at vide, at det er noget, nogle har måttet kæmpe for.
Denne her tale har for mig været en anledning til at dykke ned i min egen familiehistorie. Og den viser faktisk meget godt, hvordan forholdet mellem dansksindede og tysksindede i Sydslesvig har udviklet sig fra krig til venskab i årenes løb.
Historien starter med min tipoldefar – min fars oldefar – for omkring 100 år siden, da de danske i Sydslesvig begyndte at organisere sig med egne foreninger og institutioner. Min tipoldefar arbejdede på Kobbermøllen som arbejder og senere som portner og oplevede under Anden Verdenskrig, hvordan der i stigende grad blev udøvet pres på de dansksindede i Sydslesvig. Mindretallet blev derfor betydeligt mindre i den tid, men fik officielt lov til at fortsætte. Men det kunne få konsekvenser for den enkelte, hvis man fortsat bekendte sig til det danske. Der var for eksempel fare for, at min tipoldefar havde kunnet miste sit job på Kobbermøllen, der var inddraget i krigsproduktionen. Hans danske ståsted var der dog ikke tvivl om. Det vidner en historie om, som i mange år blev fortalt på industrimuseet i Kobbermølle. Her hed det, at min tipoldefar under krigen af arbejdskolleger blev opfordret til at komme med, så han kunne se, hvordan tyskerne indtog Danmark. Men det afviste han og sagde, at han hellere ville vente, til det gik den modsatte vej.
Krigen endte som bekendt med et tysk nederlag, og det danske mindretal oplevede efter krigen et stort tilløb. Dem, der altid havde bakket op om det danske som min tipoldefar, kunne igen åbent give udtryk for deres tilknytning til mindretallet uden at skulle frygte konsekvenser.
Og så kom der også nye til mindretallet, fordi de fik en fordel ud af det. Her kommer så den anden gren af min familie, nærmere sagt min mormor, ind i billedet. Hun var en såkaldt Speckdäne. Navnet kommer fra, at eleverne i de danske skoler fik hjælp blandt andet i form af madpakker. Og det var en vigtig hjælp for min bedstemors familie, fordi de ellers havde haft svært ved at klare sig. Min oldefar var nemlig i krigsfangenskab i årene efter krigen og kunne på den måde ikke sørge for at forsørge familien. Den dag i dag elsker min mormor danskerne af den grund, men alligevel sendte hun ikke sine egne børn i den danske skole. Dengang i 60erne var det ikke noget, man gjorde sådan uden videre – især ikke, hvis man boede ude på landet. Der var det ikke et reelt alternativ, hvis ikke man virkelig hørte til kernen af det danske mindretal.
Forholdet mellem danskere og tyskere i Sydslesvig var i den tid ikke længere betændt, men alligevel var der konflikter. Min far oplevede eksempelvis i sin skoletid i 60erne og 70erne, at der blev kigget lidt nedladende på børnene på den danske skole, og de danske skoler blev af nogle også kaldt for »Dummen-Schule« – nogle havde forbehold for det danske skolesystem, men det handlede måske i lige så høj grad om, at mange ikke rigtig vidste, hvad de danske skoler var for noget.
Sådan er det jo slet ikke længere i dag. Tværtimod. Forældre fra den tyske flertalsbefolkning vælger at sende deres børn i danske skoler, fordi de synes godt om det danske skolesystem. Mindretallets parti, SSW, har så stor tilslutning som aldrig før, og i det hele tage bliver samlivet mellem danskere og tyskere i grænselandet altid fremhævet som eksemplarisk.
De værste konflikter, jeg selv har oplevet i min opvækst inden for mindretallet, handlede om, at der blev kigget lidt skævt på os fra den danske skole i skolebussen, fordi vi ikke gik på den lokale tyske skole, som de fleste andre børn i landsbyen. De handlede om, at jeg var lidt misundelig på de tyske elever, fordi de havde flere feriedage end jeg havde, og de handlede om, hvilket land man skulle holde med i fodbold. Men når det er de største problemer, jeg kan huske fra min egen opvækst, så må vi konstatere, at vi er kommet langt siden Slaget ved Isted, og de tider, min tipoldefar har oplevet.
Og netop det er Istedløven et symbol på. Den er et mindesmærke over de faldne, men den står samtidig for forsoningen mellem Danmark og Tyskland og for det fællesskab, vi oplever i grænselandet i dag. Den symboliserer, at de tider, hvor de to nationaliteter var i krig mod hinanden og slås om, hvor grænsen skulle ligge, er forbi.
Og det står der jo også på tavlen på løven: »2011 wieder errichtet als Zeichen von Freundschaft und Vertrauen zwischen Dänen und Deutschen«.
Venskab og tillid mellem danskere og tyskere. Det er også det, der i høj grad har præget min opvækst inden for mindretallet. Og vi kan allesammen være glade for, at vi er nået så langt. Min tipoldefar ville helt sikkert være uendelig stolt af det.
Tak for opmærksomheden.
Med venlig hilsen / Mit freundlichen Grüßen / Ma wanlike gröötnise
May-Britt Petersen
Redaktionschef