Vedtægter


 
                                         §  1
 
Foreningens navn er : Slesvigske Fodregiments Soldaterforening. 
                               (Soldaterforeningen for Haderslev Garnison)
 
Foreningens hjemsted :
Haderslev Kaserne.
 
Foreningen er tilsluttet Danske Soldaterforeningers Landsraad.   
 
                                         §  2
 
Foreningens formål er:At holde forbindelse mellem medlemmerne. At styrke og fremme kammeratskabet mellem medlemmerne. At arbejde for videreførelsen af værnepligten i Danmark At virke for forståelse mellem borgerne og forsvaret.
 
Disse formål søges opnået ved : At udgive medlemsbladet ”Slesvigeren” i samarbejde med  Slesvigske Fodregiment. At have en aktuel hjemmeside. At samle medlemmerne til møder og arrangementer. At deltage i mindedage. At holde arrangement for årets jubilarer på Haderslev Kaserne. At hædre afdøde kammerater.
 
                                          §  3
 
Medlemmer : Som medlemmer kan optages kvinder og mænd, der har interesse   for Soldaterforeningen.
 
                                           §  4  
 
Ledelse : Foreningens øverste myndighed er Generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 7 personer. ”Slesvigerens” redaktør er født medlem af bestyrelsen. En repræsentant for de tjenstgørende ved regimentet udpeges af regimentet som medlem af bestyrelsen. Der dannes et Præsidium, bestående af Bestyrelsen samt de af Bestyrelsen udpegede kontaktpersoner.
Præsidenten er formand for Bestyrelsen og Præsidiet. I hans fravær fungerer Vicepræsidenten.
 
   
                                           §  5
 
Generalforsamlingen: Afholdes normalt inden udgangen af februar måned.Dagsordenen skal mindst indeholde nedenstående punkter:
1. Valg af Dirigent.
2. Præsidentens beretning.
3. Foreningens regnskab til godkendelse.
4. Foreningens budget til orientering.
5. Fastsættelse af næste års kontingent.
6. Behandling af indkomne forslag.
7. Valg til Bestyrelsen: 
A. Lige år. Præsident. 2 medlemmer. 
B. Ulige år. Vicepræsident. 3 medlemmer.                                            
8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.  
9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.                                          
10.Valg af 1 fanebærer og 1 reservefanebærer.    
11.Eventuelt.
 
Valgene under punkt 7 gælder for 2 år. Valgene under punkt 8, 9 og 10 gælder for 1 år.
 
Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med arbejdsopgaver (kasserer, sekretær mv.)
 
Indkaldelse: Indkaldelse til Generalforsamling skal bekendtgøres på  Hjemme-siden og i ”Slesvigeren” mindst 3 uger før mødedagen.
 
Forslag: Forslag , der ønskes behandlet på Generalforsamlingen, skal skriftligt være Præsidenten i hænde 14 dage før mødet.
 
Afstemning: Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.Der kan begæres skriftlig afstemning ved personvalg, når der er flere kandidater.
 
                                           §  6
 
Ekstraordinær Generalforsamling / Præsidiemøde : Afholdes hvis bestyrelsen eller 2/3 af Præsidiets medlemmer fremsætter ønske herom. Der skal da indkaldes med mindst 14 dages varsel.
 
                                            §  7
 
Vedtægtsændringer: Vedtages  når 3/4  af Generalforsamlingens deltagere stemmer herfor.
 
  
                                           §  8
 
”Slesvigeren”: Foreningen udsender medlemsbladet ”Slesvigeren” i  samarbejde med Slesvigske Fodregiment. Den redaktionelle linje og bladets drift / økonomi varetages af Redaktøren og Bestyrelsen.
 
                                            §  9
 
Hæderstegn: Bestyrelsen kan tildele hæderstegn til medlemmer efter   ”Statutter for Slesvigske Fodregiments Soldaterforenings   Hæderstegn”. Indstilling til Danske Soldaterforeningers Landsraad´s hæderstegn  sker i henhold til Landsrådets retningslinjer.
 
                                             §  10
 
Æresmedlem: Bestyrelsen kan udnævne et medlem til Æresmedlem, hvis medlemmet  på særlig vis har gjort sig fortjent over for foreningen.
 
                                             §  11
 
Hæftelse: Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den til enhver   tid værende formue.  Der påhviler ikke foreningens Bestyrelse eller Præsidium nogen personlig  hæftelse. Foreningen tegnes af Præsidenten og et bestyrelsesmedlem; i fravær af præsidenten af Vicepræsidenten og et bestyrelsesmedlem.
 
   
 
                                               §  12
 
Ophør: Foreningens ophør kan kun vedtages på en generalforsamling og en ekstraordinær generalforsamling indkaldt med mindst 14 dages mellemrum, idet første møde behandler spørgsmålet og ved afstemning afgør om sagen skal fremmes. På den ekstraordinære generalforsamling tages ved afstemning stilling til  foreningens ophør og eventuelle midlers anvendelse. Vedtagelse kræver 2/3 stemmer af de fremmødte medlemmer.
 
 
 
Disse vedtægter er godkendt på foreningens Generalforsamling den  23. februar. 2019.
 
 
 
Keller Nielsen                             Henning Juhl                                         Leo Hansen
 
Præsident                                  Vicepræsident                                        Dirigent