Mindeparken i Aarhus

Har Aarhus fortjent at have monumentet i Mindeparken?

 

Af Keller Nielsen

 

Igen i år blev der gennemført en smuk ceremoni på Damager Kirkegård til ære for og minde om 6.000 danske soldater, som faldt under 1. Verdenskrig, men også for de mange af 30.000 unge danske mænd, som kom hjem fra krigen med sår på krop og sjæl. Som garnisonskommandant og fungerende regimentschef, mens oberst Lars Mouritsen er udsendt til Irak, stod oberstløjtnant Henrik Flach for ceremonien. Han havde sørget for, at vi havde det smukkeste novembervejr, man kan forstille sig.

Højtideligheden startede, traditionen tro, med en ceremoni ved den franske mindelund, hvor SMUK efter tale og kransenedlæggelse spillede Marseillaisen til ære for 24 franske soldater fra Alsace Lorraine, som faldt under 2. Verdenskrig. De var, som tusinder af danske nordslesvigere under 1. Verdenskrig, blevet tvunget i krig og faldt for et fremmed lands sag.  Også traditionen tro deltog den franske konsul for Syd- og Sønderjylland, Poul Desvignes-Willadsen. Den franske mindelund er etableret efter fransk ønske i Haderslev, blandt andet fordi de franske alpejægere kom til Haderslev i 1920 i forbindelse med genforeningen. Der var således allerede etableret en tæt fransk-dansk forbindelse i Haderslev.

Efter ceremonien ved den franske mindelund fortsatte vi til den danske mindehøj, igen med tale og kransenedlæggelse, og SMUK spillede herunder ”Slumrer sødt i Slesvigs jord”. Ceremonien blev afsluttet med, at SMUK spillede ”Prinsen af Hessen”.

Efter ceremonien blev der forlagt til Haderslev Kaserne til mindesamvær og et let traktement for tilmeldte.

Der var i år en større deltagelse i markeringen, herunder flere faner, end sædvanligt, hvilket kan hænge sammen med, at man i Aarhus ikke længere gennemfører en ceremoni den 11. november. Det var også dejligt at se deltagelse fra det ”officielle” Haderslev og Syd- og Sønderjylland med kommune, politi, beredskab, Haderslev Domprovsti m.fl.

Alt i alt var vi vidne til en meget smuk og værdig markering, og dagen gav igen anledning til dyb refleksion over de begivenheder, som fandt sted for mere end 100 år siden, og som har medført så stor sorg, men også førte til glæde over, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

Under samværet på kasernen kunne jeg ikke dy mig for at komme ind på, at det i 2018 ved afslutning på ceremonien i Aarhus af Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, blev meddelt, at man i fremtiden ikke ville gennemføre nogen ceremoni i Mindeparken i Aarhus. Jeg var selv i Braine i Frankrig til den store fransk-danske markering i anledning af 100-året sidste år og oplevede, hvor meget Den Store Krig fortsat fylder i den franske bevidsthed, og hvor stædigt man holder fast i markering på nationalt niveau. Jeg har også i en årrække boet i Storbritannien og oplevet, hvor meget Remembrance Day bliver markeret overalt i landet med hele samfundet involveret, og hvor dybt minderne og sporene sidder i det britiske samfund og den britiske befolkning den dag i dag. Mange er ikke klar over, hvorfor alle i Storbritannien har en rød valmue i knaphullet i november måned. Det er altså ikke, fordi de er socialdemokrater eller andet, men for at mindes og vise respekt over for de millioner, som måtte lade deres liv på de mudrede slagmarker i Nordfrankrig og Belgien.

Nu var det ikke millioner, som Danmark mistede under 1. Verdenskrig. Dybest set var de faldne tyske statsborgere, og Danmark var ikke involveret, andet end med opportunistiske gullaschbaroner og andre, som tjente tykt på krigens elendighed. I vid udstrækning var det også sønderjydernes egen fortjeneste – med H.P. Hanssen i spidsen – at Nordslesvig kom hjem til Danmark. Der var ikke meget initiativ fra København. Da der efter krigen skulle etableres et monument over de faldne, blev Aarhus valgt, da man havde Mindeparken, som ganske vist blev etableret i 1920’erne med at andet formål. Monumentet blev rejst i 1934 til minde om de faldne danske soldater i 1. Verdenskrig. Rotunden, som den også kaldes, har siden været sted for markering den 11. november for de faldne under 1. Verdenskrig. Men 100-årets markering i 2018 blev altså også afslutningen for videre markering i Aarhus.

Jeg kender ikke baggrunden for denne beslutning. Jeg konstaterer blot, at budbringeren var Jacob Bundsgaard. Uanset, hvorfra beslutningen kom, kan jeg kun opfatte borgmesteren som utroligt dårligt rådgivet. Ingen ville kunne få mig til at meddele dette budskab i overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

I Sønderjylland, mener jeg, kan man kun opfatte denne beslutning som respektløs og arrogant over for de mange, som mistede deres liv og de mange, som måtte lide herunder – respektløst over for en hel landsdel. Det var altså en hel landsdel, som måtte aflevere deres unge mænd til krigen med den konsekvens, at en stor del af landsdelens landbrug efter genforeningen måtte tvangssælges til købere fra nord for Kongeåen; købere som kom med Højskolesangbogen i hånden og en bedrevidende tilgang til at drive landbrug.

I Sønderjylland vil vi aldrig glemme og altid mindes, hvilket vi fortsat ser over hele landsdelen den 11. november. Det er også mit indtryk, at der al mulig grund til at forsætte med at udbrede bevidstheden om, hvad der er sket i vores fortid, når man drager paralleller til situationen i verden i dag.

Man kan derfor spørge:

”Har Aarhus fortjent monumentet i Mindeparken?”

Jeg har hørt røster om, at Rotunden og monumentet bør flyttes til Sønderjylland, hvor det retteligt hører hjemme – og jeg har hørt Gråsten Slotspark foreslået.

”Fordi noget er værd at kæmpe for”