”Jeg frygter kun få dør godt, som dør i kamp”. Sådan skrev William Shakespeare i sit stykke ’Henrik V’. Efter at have været på den sønderjyske kirkegård i Braine i Frankrig – med blandt andre Slesvigske Fodregiments soldaterforening – giver citatet anledning til refleksion. Korporal Erik Petersen Skøtt døde i Verdun i juni 1916 21 år gammel. Verdun var et helvede på jord, hvor krigs grimmeste sider udspandt sig urimelig og uvirkelig. Mange soldater døde i de konstante bombardementer. Hvilket formentlig også har været omstændighederne ved Eriks død. Det har næppe været en god død. Men soldater går i krig og kæmper, det er deres lod – uanset faren og urimelige vilkår. Man siger, at soldater i kamp kæmper for opgaven og for kammeraterne. Også i det perspektiv er Eriks skæbne hård. Han kæmpede på tysk side i en krig, der næppe har givet stor mening for en sønderjyde. Det er de kolde fakta. Men, når man som soldat, mere end 100 år efter, er vidne til, at soldaten Eriks jordiske rester og minde behandles med værdighed, den største grad af respekt og ære, er hans urimelige skæbne alligevel til at bære. Familiens mulighed for at dvæle ved deres rødder, slægtsarv og historie; de sønderjyske kommuners fællesskab omkring historien og sammenholdet; det fransk-danske ven- og broderskab omkring kriges urimelighed, er tre perspektiver, der i hvert fald for mig, kaster et åbenbaringens lys over Eriks krigergrav blandt sine landsmænd på en kirkegård langt fra hjemstavnen.

VAAGEN OG TRO

RC