Tale til 175-året for Slaget ved Isted
v/ chefredaktør Søren Munch, Flensborg Avis
Deres Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte,
Ærede gæster, kære venner af Flensborg og det dansk-tyske grænseland,
Det er mig en stor ære at stå her i dag på Flensborgs gamle kirkegård, hvor så
mange af dem, der deltog i Slaget ved Isted for 175 år siden, har fundet deres
sidste hvilested. Mange chefredaktører fra Flensborg Avis har før mig talt på
denne dag. Jeg gør det i ydmyghed o g med den erkendelse, at vi i dag står på
skuldrene af dem, der betalte med livet.
Slaget og dets pris
Slaget ved Isted den 25. juli 1850 var det største og omtalt som det blodigste
slag i danmarkshistorien. Ifølge samtidige og moderne historikere deltog op
mod 40.000 danske tropper og omkring 27.000 slesvig-holstenske styrker. Der
er dog uenighed om tallene – især fordi nogle opgørelser kun medtager de
tropper, der faktisk kæmpede på selve slagmarken mellem Isted, Over Selk og
Bustrup, mens andre inkluderer hele styrkerne med logistisk og taktisk støtte.
De officielle tabstal lyder på omkring 3.600 døde, sårede og savnede på dansk
side og ca. 2.900 på slesvig-holstensk side. Samlet vurderer historikere, at
omkring 1.000 danske og 600–700 slesvig-holstenske soldater mistede livet.
Mange døde først i dagene og ugerne efter af deres sår.
Det var ikke bare en militær sejr. Det var en dyrekøbt menneskelig tragedie. En
tragedie for nationer – og for tusindvis af familier, der måtte begrave en søn, en
far, en bror, eller fik et familiemedlem hjem, mærket på krop og sjæl for resten
af livet.
Kirkegården og mindet
Her, på Flensborg gamle kirkegård, hviler omkring 2.000 danske soldater. De
faldt ikke kun ved Isted, men også ved Bov, Sankelmark og Dybbøl.
Midt på kirkegården rejste man i 1862 et monument: Istedløven. Den blev skabt
af billedhuggeren H.W. Bissen og rejst som nationalt mindesmærke for sejren
ved Isted. Løven stod oprindeligt her i Flensborg, men blev efter nederlaget i
1864 fjernet af prøjsiske myndigheder og ført til Berlin – hvor den stod i
Zeughaus. Senere blev den overført til Tøjhusmuseet i København, hvor den
stod i over 100 år. Først i 2011 vendte Istedløven tilbage til Flensborg. Fra at
være et symbol på sejr er den i dag et symbol på samhørighed. Det er netop
denne vilje, vi i dag mindes og bekræfter.
Kontekstens betydning
Man ser ikke på historien med samme blik gennem alle tider. Vores opfattelse
af Slaget ved Isted har ændret sig med generationerne. Avisens egne arkiver
viser det tydeligt. I 1900 handlede Isted-dagen om heltemod og sejr. I 1950,
efter to verdenskrige, blev det sagt: “I dag taler andre våben” – med henvisning
til kultur og uddannelse som fremtidens kampmidler. I 1975 talte chefredaktør
Karl Otto Meyer om sprogets og grundlovens betydning for dansk identitet.
I 2000 – ved den første fælles dansk-tyske fejring – sagde min forgænger Bjarne
Lønborg følgende: “Vi har både en historisk og en politisk-kulturel forpligtelse
til også efter 150 år at værne om stedet her og om de øvrige mindesteder for
Treårskrigen i Sydslesvig.”
Han understregede, at kampen for ligestilling og anerkendelse ikke var afsluttet,
og advarede mod, at fremskridt i dansk-tyske relationer kunne få en overfladisk
karakter, hvis ikke de blev bakket op af reel politisk og økonomisk vilje.
Det er ikke kun i vores region, det gælder. I Sydafrika har man brugt sandhed
og forsoning til at bearbejde apartheid. I Nordirland har man med fredsaftalen
fra 1998 skabt rum for en ny identitet, hvor både britisk og irsk tilhørsforhold
kan rummes. I Europa genfortolker vi nu krigene i det tidligere Jugoslavien – og
spørger os selv, hvad vi lærte. Historie er ikke bare fortid. Den er altid samtidig.
Identitetens drivkraft
Alle konflikter handler i bund og grund om identitet. Om ønsket om at høre til. I
1850 kæmpede slesvig-holstenerne for tilknytning til det tyske forbund.
Danskerne kæmpede for at holde sammen på riget. Og ja, det var politikere,
ikke soldater, der traf beslutningen. Det er sjældent soldaterne, der ønsker krig.
Det er aldrig familierne, der ønsker at vente i uvished derhjemme. Og
spørgsmålet står stadig: Hvis vi ser med nutidens briller – var det rimeligt
dengang at nægte slesvig-holstenerne deres ønske om løsrivelse? Var det
rigtigt? Der er ikke et enkelt svar.
Vi er blevet klogere – eller?
Efter 175 år med krige – blandt andet to verdenskrige – har vi lært, at krig ikke
er en løsning. At målet må være politiske aftaler, ikke blodsudgydelse. Vi ved,
at menneskets værdighed er ukrænkelig. Og alligevel ser vi i dag nye krige: I
Ukraine, hvor Rusland med brutalitet angriber et naboland, der blot ønsker fred
og selvbestemmelse. I Israel og Palæstina, hvor kampen om identitet og ret til
eksistens føres uden respekt for den andens lidelse. Vi troede, vi var blevet
klogere. Spørgsmålet er, om vi handler derefter.
Sydslesvig som forbillede
Men her, i Sydslesvig, viser vi, at det er muligt. Det dansk-tyske grænseland er i
dag et forbillede på fredelig sameksistens mellem dansk og tysk – uden tvungen
national og kulturel ensretning. Tværtimod. Sydslesvigs dna er forskelligheden.
Her lever vi i mangfoldighed, men bundet sammen af en fælles forståelse af
hjemstavn. At vi alle har rødder her. At vi alle hører til her.
Bonn-København-erklæringerne
Den fred, vi oplever her, kom ikke af sig selv. Den er skabt. Med vilje. Med
mod. Og med ord. De gensidige Bonn-København-erklæringer fra 1955 blev det
afgørende vendepunkt. De garanterede rettigheder. De lagde grundloven for
mindretallenes tryghed og udvikling. Det er et samarbejdsgrundlag, der har
holdt i 70 år. Og det må andre gerne lære af. For uden en sådanne erklæringer er
der ingen varig fred.
Afslutning
175 år er lang tid. Og vi er blevet klogere. Ikke på alt. Ikke alle steder. Men her.
Her har vi grund til stolthed. Grund til taknemmelighed. Og grund til at håbe, at
den erfaring, vi har gjort os, også kan deles af andre.
Tak for opmærksomheden.
