Tale på Isteddagen den 25. juli 2023 på Den gamle Kirkegård i Flensborg
v/ Hans Christian Davidsen, kulturredaktør på Flensborg Avis
Alle vi, der er forsamlet her i dag, ved, hvorfor vi er kommet.
Men nævner man stednavnet Isted for en gennemsnitsdansker, er det som regel en helt bestemt gade på Vesterbro i København, som hun eller han leder tankerne hen på.
Mens man næppe er på på jomfruelig jord på Istedgade i København, så er man ofte på jomfruelig jord, når man i Danmark nævner Istedslaget, der jo fandt sted på …. ja, gæt engang…. den 25. juli 1850 under Treårskrigen – Den første Slesvigske Krig fra 1848 til 1850, eller 1851. Først da stormagterne gennemtvang en fred, sluttede krigen i begyndelsen af 1851.
Det var det største slag i danmarkshistorien og en del af en borgerkrig inden for den daværende danske helstat, som hertugdømmerne Slesvig og Holsten var en del af.
Til minde om Slaget på Isted Hede blev denne løve opstillet her på Den Gamle Kirkegård i 1862.
Jeg skal spare jer for løvens omtumlede historie efter 1864, da preusserne overførte den til Berlin som et sejstrofæ.
Man kan blot glæde sig over, at den står her i dag. Det skyldes ikke mindst, at man fra tysk side er sprunget over sin egen skygge, og der fra 2009 pludselig var accept fra tysk side af, at løven kunne vende tilbage fra København her til Flensborg.
Det var – uden at overdrive – en fantastisk gestus fra tysk side. Hvordan ville man fra dansk side for eksempel have det, hvis statuen af Otto von Bismarck kom tilbage til Knivsbjerg i Sønderjylland. I dag står statuen fra Knivsbjerg på toppen af Askbjerg i Hüttener Berge – eller Hytten Bjerge på dansk.
På Torvet i Haderslev, der hvor jeg engang har boet, stod indtil 1920 en statue af Kejser Wilhelm 1. Den er i dag på museum.
I, der er kommet udefra til os i dag, vil sikkert have bemærket, at byskiltet ved indkørslen til Flensborg bærer både byens tyske og danske navn. Der er såmænd kun et U og et O til forskel, men den lille forskel indeholder et stort budskab.
Dertil er man ikke nået i Sønderjylland endnu. I ved, hvordan borgmester Hans Peter Geils eksperiment i Haderslev endte. Byskiltet med den tyske tilføjelse Hadersleben blev fjernet midt om natten af ukendte gerningsmænd.
Alt dette nævner jeg som eksempler på, hvilken rolle nationale historiske fortællinger stadig spiller.
I det dansk-tyske grænseland er vi nået vidt. Danske og tyske historikere har i de seneste især 30 år nærmet sig hinanden via fælles symposier, bogudgivelser og videnskabelige projekter. Stadigvæk har vi – danskere og tyskere – dog fortsat vore forskellige udlægninger af historien, der hver især ikke er usande, men blot indeholder forskellige perspektiver. Og det er der ikke noget forkert i.
Men vi har også på begge sider af grænsen demonstreret, hvor vigtigt det er at overvinde de myter og fortællinger, der let opstår – og som mange har troet på, fordi det nu engang var udlægningen på den tid, de levede i. Og især tyskerne har i den grad udøvet en selvkritik og en helt uhildet revision af egen historieskrivning. Der er der jo en god grund til.
Det er der desværre mange lande, man ikke kan sige det samme om. Mest udpræget er det lige nu i Rusland, hvor regimet formidler en enten stærk selektiv eller fuldstændig fordrejet historieformidling, der i virkeligheden ikke har særlig meget med historieskrivning at gøre, men som har mere at gøre med propaganda og stærkt nationalistiske narrativer.
Og hvor galt den slags kan gå, det ser vi lige nu. Før Hitler kom til magten i 1933 var Tyskland et land, der følte sig krænket af Versaillesfreden i 1919. Der bredte sig i Tyskland en følelse af, at landet var uretfærdigt behandlet af Første Verdenskrigs sejrherrer. I Tyskland var man forbitret over at måtte afstå landområder, betale krigsskadeserstatninger og accepteres en besættelse af industriområder
Tyskland var i mellemkrigstiden fyldt med myter og legender, den mest kende er dolkestødslegenden – det vil sige den falske fortælling om, at Tyskland tabte Første Verdenskrig, fordi nogle »feje kujoner« havde udsat landet for et bagholdsangreb indefra. De »feje kujoner«, mente man, var matroserne i Kiel, der gjorde oprør, soldater der ikke orkede at kæmpe mere – og den sultne, krigstrætte befolkning, der gjorde oprør.
Lignende myter lever i bedste velgående i Rusland, og dem udnytter Putin-regimet på en infam måde. Rusland er helt tydeligt også et land, der ligesom Tyskland i Weimarrepublikkens tid ikke har det godt med sig selv. Og den slags har det med at blive vendt udadtil – og et ender ulykkeligt. På den måde reagerer nationer ofte som mennesker kan gøre det.
Mange vil gerne overføre de erfaringer, vi har gjort i det dansk-tyske grænseland til nuværende konfliktområder i Europa. Her er der brug for en portion skepsis og eftertanke. For nok er vi nået langt med demokrati og menneskerettigheder – og det var netop de værdier, mange kæmpede for allerede i 1848.
Den gordiske knude i Slesvig skulle simpelthen hakkes over på en eller anden måde. Det var en nationale grænse, der var stridspunktet dengang, og op til Treårskrigen var frihed og demokrati netop det, som mange kræfter på begge sider – dansk og slesvig-holstensk – gerne ville. Det skulle blot være med nationalstaten som en forudsætning. Nationalstaterne viste sig mange steder – ikke alle – at være steder, hvor demokrati og social retfærdighed kunne spire.
Det, vi er vidne til i Ukraine i dag, er derimod et lands grove og brutale overfald på et andet land – en skånselsløs og meget farlig tilsidesættelse af international ret, som ikke kan sammenlignes med de konflikter, vi har haft her i grænselandet.
Hvis det endelig skal være, tåler Ruslands overfald på Ukraine sammenligning med den 1. september 1939, da Tyskland overfaldt Polen. I øvrigt også efter at have brugt mindretal i andre lande til at skabe ustabilitet og uro.
Og ægte demokrati og menneskerettigheder som topprioritet har vist sig at være en vigtig forudsætning for, at mindretal ikke kan misbruges til at skabe denne ustabilitet og uro. Det er en vigtig lære.
Tak for opmærksomheden!