Isteddagen

Istedløven 2022

Af: Jørgen Møllekær

I dag er det den 25. juli. Igen. Klokken har passeret 8.30 og nu står vi her – igen. For at mindes en dato de fleste af os både i grænselandet men også i Danmark for længst har glemt. Datoen er glemt, fordi årsagen til den lidelse vi fortsat gerne vil mindes, ligger så mange generationer tilbage. Alligevel står vi her ved Istedløven og de mange soldatergrave fra en svunden tid og en længst forvunden konflikt.

Vi mindes vore egne forfædres krigeriske dumheder. Som førte til slaget ved Isted den 25. juli 1850. Det er så længe siden, at hvis man stoppede en tilfældig på gaden og spurgte hvad var Danmarkshistoriens blodigst slag, så ville de fleste nulevende ikke kunne svare, at det var skam på dagen i dag for 172 år siden.

Næsten 1400 soldater, flest danske måtte lade livet den dag. Og 5000 andre blev enten såret eller taget til fange. Det var faktisk Nordens indtil da største militære slag lige indtil vinterkrigen 1939/40 mellem Finland og Sovjetunionen.

Meningen var den morgen den 25. juli at nu skulle den treårskrig mellem danskere og tyskere en gang for alle afgøres. Preussen havde trukket sig ud efter russisk pres, så tilbage var en slesvig holstensk hær på 27.000 mand.

Den stod overfor en endnu større dansk hær med næsten 38.000 soldater. Slesvig-holsterne havde fordelen af bedre fæstningsværker, men de danske fodfolk var bedre uddannede og de havde bedre moral, kan man læse sig til.

Selve slaget endte militærtaktisk med det man kan betegne som en smal dansk sejr. Man fik slået slesvigholstenerne tilbage og kunne sikre Dannevirke. Men krigen var ikke vundet. Den fortsatte henover efteråret 1850 indtil Preussen, Østrig og Rusland blev trætte af det og i januar 1851 endeligt opløste den provisoriske slesvig-holstenske regering og dens hær. Dermed var krigen forbi.

Med alle de mange danske og tyske navne på krigergravene kan man med eftertidens briller ikke tale om en dansk sejr. I datiden blev det så afgjort udlagt som en dansk sejr. Men det gik som bekendt anderledes i 1864 på Dybbøl.

Slaget ved Isted markerede et vendepunkt i dansk krigshistorie. For det var et af de sidste store slag Danmark lige siden har deltaget i. Siden 1864 har vi nu heldigvis levet med den klare erkendelse, at krig ikke betaler sig. At krig kun har ofre.

Dansk politik igennem de sidste fem generationer har handlet om at undgå militær konflikt. Det er den positive konsekvens om man vil af først slaget ved først Isted men jo især nederlaget på Dybbøl.

Men mens de fleste af os lykkeligvis har glemt den 25. juli, så er der kommet nye datoer til, vi kommer til at huske.

I går var det fem måneder siden Rusland overfaldt Ukraine. Den 24. februar 2022 – hvor længe mon vi bliver nødt til at huske den dato? Ti år, 50, 100 eller mere?  Vi ved det ikke endnu, men jeg er bange for at vi igen står med en begivenhed, hvor rækkevidden af konsekvenserne stadig er helt uoverskuelige.

At det er det værste vi har set i Europa siden afslutningen af Anden Verdenskrig siger ikke så lidt. Vi har heldigvis indtil nu ikke oplevet et enkelt slag i Ukraine som det vi står og mindes her i dag.

Alligevel er konsekvenserne af Putins overfald på Ukraine langt værre end den regionale nationale konflikt vi stod med hos os i sin tid. En krig om retten til dansk eller tysk i Slesvig.

Putins krig har et helt andet sigte. Den indledende retorik om at ville beskytte undertrykte russere i Ukraine vidste vi fra starten var løgn.

Men som månederne er gået, handler den nye krig i Europa ikke kun om at slette Ukraine fra landkortet, sådan som Ruslands premierminister-nikkedukke Dimitri Medvedev udtalte så sent som i sidste uge.

Som om det ikke var slemt nok så handler det russiske overgreb om noget endnu værre. Det handler om kampen for eller imod demokrati og menneskerettigheder i Europa. Rusland har formelt set parlamentsvalg og demokrati. Reelt er landet et autokrati. Der vil sige en styreform hvor al magt er samlet hos en enkelt person.

Putin har haft magten over Rusland siden år 2000 og han har tænkt sig at blive siddende længe endnu.

Han er kun 69 år. Vi prøver at knække ham med sanktioner. De gør givetvis rigtig ondt.  Men på den korte bane får sanktionerne ikke den virkning vi måske håbede på tilbage i marts. For som alle ved, så er flere vestlige demokratier fortsat afhængige af russisk energi.

Vi troede at det ikke kun var her hos os, at vi for længst har lært, at krigeriske konflikter kun medfører lidelse men ingen vindere har. Vi troede, især her i Tyskland, at forsigtig tilnærmelse ved at fordybe ikke mindst de handelsmæssige relationer til det tidligere Sovjetunionen efter murens fald var den rette vej frem.

Wandel durch Handel siger vi her syd for grænsen. Men strategien om forsigtige forbedringer i en demokratisk retning gennem stigende økonomisk samkvem, er slået grueligt fejl.

I dag kan vi se, at autokraten i Moskva, der har tid nok, stille og roligt har ventet på at kunne slå til i en geopolitisk gunstig situation. For mens vi på den ene side sender våben for milliarder, og efterhånden også tyske våben, til Ukraine, for at gøre dem modstandsdygtige overfor de russiske angreb, så kan vi indtil videre ikke slå hånden helt af Putin. Det er den barske men skinbarlige realitet.

Lande som Tyskland, Østrig, Ungarn og Italien har gennem de sidste 15-20 år gjort sig alt for afhængige af russisk olie og gas. Det råber jo til himlen, at vi sanktionerer hårdt med den ene hånd, men betaler milliarder for russisk energi med den anden hånd.

Men Tyskland kan ikke andet. Der findes industrivirksomheder i det her land som årligt aftager så meget gas til deres produktion, som svarer til et halvt års dansk gasforbrug. Sandheden er, at et øjeblikkeligt stop for russisk gasimport, som moralsk ville det eneste rigtige, er en umulighed.

Den tyske velfærdsstigning de sidste par årtier bygger i betydelig grad på russisk olie og gas. Det er nemt at være bagklog, for vi kunne jo ikke vide, at Putin kunne finde på at angribe et land med 48 millioner indbyggere med det erklærede mål, at få det til at forsvinde fra landkortet?

Jeg må i hvert fald tilstå, at jeg heller ikke udover almen fordømmelse ikke så nogen grund til i 2014, da russerne tog Krim at gøre mere end vi gjorde dengang. Siden har tyskerne bygget endnu et gasrør i Østersøen.

I dag ved vi hvor naivt det har været.

Derfor står vi i den situation, at konflikten kommer til at fortsætte langt ud over den rent militære konflikt i Ukraine.
Russerne vil utvivlsomt gerne destabilisere flere lande. Sågar Tyskland – våbenet her er ikke raketter. Våbenet er ustabile energileverancer.

På den positive side er naivitetens dage talte – også endelig her i Tyskland. Alle fremadrettede planer tager afsæt i, at vi hurtigst muligt skal frigøre os fra Rusland. Men omkostningerne bliver større end vi troede.

Vi har lige været igennem to meget trælse pandemivintre. I sidste uge meddelte den tyske regering og de tyske energimyndigheder, at udsigten til for lidt russisk gas kommer til at betyde store indgreb ikke kun den kommende vinter men også vinteren 23/24. Det er utrolig dårlige nyheder.

Vi skal her i Tyskland spare 20 procent energi fra den ene dag til den anden, når vinteren sætter ind.  Den tyske klimaminister har foreslået, at vi igen bør arbejde hjemmefra for på den måde at skrue ned for varmen på arbejdspladserne.

Det giver mening i forhold til energiforbruget. Men hvor smart er det at fortsætte med ikke at være sammen fysisk i vores arbejdstid? Det er ikke motiverende. Vi mennesker har brug for at både at være og at skabe noget sammen.

Den fysiske kontakt er forudsætningen for velfungerende fællesskaber. Tænk om det virkelig lykkedes Putin at tvinge tyskerne hjem for at spare på energien, der hvor jobbet i disse moderne tider kan klares på distancen.

Samtidig er et sådant et offer intet imod, hvad befolkningen i Ukraine de sidste fem måneder er gået igennem.

For Putin har ingen skrupler. Slaget ved Isted og de datidige krige var soldaterkrige foranlediget af politiske fejlskøn.

Putin bomber også civile mål blot for at nedbryde ukrainernes moral.

Men det ser heldigvis ikke ud til at lykkedes. Noget af det mest opløftende de sidste fem måneder har været at opleve ukraineres moral. Ikke blot kampmoral men også civilcouragen.

Vi har åbnet vore døre for ukrainske flygtninge. Kvinder og børn kom til os tilbage i marts og april. Og nu oplever, at nogle vender tilbage til de områder, som krigen for tiden er flyttet fra. Men hvilket mod allerede at turde vende tilbage.

At Ukraine har krav på som plads blandt europæiske demokratier har dette lands borgere så sandelig vist os andre.

Opløftende har det også været, at vi i Europa denne gang har samlet os mod autokraten i Moskva i en hurtighed og i en enighed vi ikke har set længe.

Når nu det bliver januar og februar og gaslagrene tømmes skal det vise sig om vores nyfundne sammenhold på tværs af vores forskelle mellem øst og vest i EU kan holde distancen.

Umiddelbart er der grund til at være positiv. Men Putin er næppe knækket foreløbig. Og da slet ikke så længe han fortsat kan tjene gas og olie milliarder til at finansiere sin hær.

Men det er ikke noget alternativ til at holde ud og holde ved. Der er nu engang ikke noget vigtigere her i livet end at kunne leve det i frihed, under demokrati og selvbestemmelse med respekt for folkeretten.

For det har Putin næppe regnet med. Vore daglige skænderier og tildels dybt forskellige standpunkter for Europas samfundsmæssige fremtid er sat til side i en situation, hvor alt er på spil.

Man kan ikke undgå tanken om, hvad nu hvis Putin virkelig tror han også lige kan nuppe Baltikum. Den militære modstandskraft i Letland, Litauen og Estland kan Rusland sagtens slå ned.

Og Putin drømmer om at genskabe Moskvas indflydelse hos alle de naboer, der engang var samlet under Warszawapagten.

Noget vi også har set med stor tydelighed de sneste måneder er, at Putins drøm ikke kommer til at gå i opfyldelse.

Baltikum, Polen, Slovakiet, Tjekkiet og flere andre landet er samfundspolitisk et helt andet sted i dag end før 1989. Det er stolte lande, der vil være en del af vores demokratiske fællesskab. Også selvom demokratiet flere stede rikke er så veludviklet som vores, er der sket en bevægelse mod demokratiske frihedsrettigheder, som var ukendte før 1989 i de pågældende lande.

Putin kan overfalde, men han kan ikke dreje historiens gang tilbage. Han kan ødelægge utrolig meget. Men han lærer os samtidig rigtig meget om, hvor vigtigt det er, at vi hver især selv står fast på vore folkelige og oplyste demokratier. At følge en folkeforfører har aldrig og bliver aldrig en langtidsholdbar udvikling for noget land.

Men i mellemtiden opbygger Rusland had og forbitrelse blandt os. Han prøver at slå kiler ind. Og indtil videre er det desværre gået alt for godt. Den ene dag forlyder det, at ukrainerne slår igen. Den næste dag tyder andre meldinger på, at russerne godt kan gå hen og ende med at få overtaget i Donbass-regionen.

Ukraines præsident Selenski har så ubetinget ret, når han siger, at hans land aldrig vil kunne gå ind på en fredsaftale, som giver russerne mere af Ukraine. Det var den fejl vi begik i 2014 da vi tords vore protester accepterede at russerne blev på Krim.

Putins soldater skal slås helt hjem. Alt andet ville opmuntre Putin til om fem år at prøve et nyt sted.

Lige nu er der ingen ende på den direkte konflikt i Ukraine. Tværtimod ser den ud til at blive langvarig. Vi går imod recession. Vore vestlige økonomier er ved at udvikle sig til krigsøkonomier.

Det er ubærligt at tænke på, hvor mange ressourcer vi alle kommer til at bruge på at bekæmpe russernes magtbrynde. Men der er ganske enkelt ikke noget alternativ nu og formentlig flere år frem.

Det er trist at tænke på sådan en morgen her foran Istedløven, der dengang var et provokerende dansk sejrsmomument: Historien gentager sig. Selvom vi er blevet klogere, er andre ikke blevet klogere. Og derfor lider vi alle i en global verden.

Eller rettere sagt. Vi i den vestlige verden. For mens Putin drømmer om tiden fra før 1989, holder Kina lav profil. Kineserne vil ikke fordømme overfaldet på Ukraine ligesom vi har gjort det. Kina vil være den nye globale politibetjent, sådan som USA har været det siden Anden Verdenskrig og indtil nu.

Heller ikke Kina er et demokrati. Oven på vores nationale konflikter mellem dansk og tysk i sin tid med treårskrigen og 1864 spirede dannelsen, folkeoplysningen og demokratiet frem i Danmark. Tyskland er gået samme vej om end noget senere for også her kom en despot og enehersker i vejen for det demokrati der ellers var begyndt at spire så godt i Weimar-republikken.

Men også selvom tingene går os imod for tiden, så gør vi det rigtige. Diktatur lignende statsdannelser er sjældent så langtidsholdbare som rodfæstede demokratier. Også selvom både russerne og kinesere eller Nordkorea for den sags skyld forsøger at afskærme deres befolkninger fra viden om hvad der foregår i den frie og oplyste del af verden, så bliver vi nødt til at insistere på troen på, at det vender igen.

Det er måske derfor det giver så god mening at mindes slaget ved Isted. For der kom noget godt i årtierne efter de to slesvigske krige. Gid den form for erkendelser også kunne nå ud til andre dele af vores fælles Europa.

Æret været de faldne i de slesvigske krige. Æret været ukrainernes modige kamp mod russerne. Vi står bag jer. Tak for ordet.   

 

Scroll til toppen