



Af Kaptajn Morten Breum
Fredag den 21. november markerede regimentet hjemsendelsen af årets værnepligtshold ved den sidste kompagniappel på Haderslev Kaserne. Blandt de fremmødte var bestyrelsen fra Slesvigske Fodregiments Soldaterforening, som traditionen tro deltog i uddelingen af hædersbevisninger.
Haderslev Kasernes Venner stod for kåringen af årets bedste infanterist, mens Slesvigske Fodregiments Soldaterforening igen havde ansvaret for at udnævne holdets kammerat – en anerkendelse, der gives til den værnepligtige, som i særlig grad har bidraget til fællesskab og sammenhold i enheden. Titlen som holdets kammerat tilfaldt Menig Simon Mathiesen. MG Mathiesen udviser et stort fagligt niveau og en stor motivation for tjenesten, men udover dette udviser han også en stor modenhed, og arbejder upåklageligt sammen med sideordnede såvel som foresatte. Mathiesen er en rar og varm person, der aldrig tøver med at give en hjælpende hånd eller et skub i en presset situation. Han er ofte den, der har en ekstra rygsæk på maven og bærer den ekstra vanddunk eller ammunitions kasse. Et eksempel på hans hjælpsomhed kom frem, da en anden menig havde mistet sin hjelm på en orienteringsmarch omkring dammen. Her meldte MG Mathiesen sig straks til at hjælpe med at finde hjelmen på den 17 kilometer lange rute. Dette resulterede i, at den pågældende menig, der havde mistet hjelmen, slap for en tur til 8 og derefter depotet i Skrydstrup. Ydermere gav MG Mathiesen den nødvendige hjælp til en kammerat, som var hårdt ramt af sygdom på FELT II. Han hjalp kammeraten igennem det, uden at få ham til at føle det som et nederlag. Her viste MG Mathiesen, at han kan være empatisk og sætte sig i sin kammerats situation. MG Mathiesen er aldrig i dårligt humør, og spreder derfor naturligt en god stemning i delingen. Med ham som en del af fællesskabet er dagene lidt sjovere, og stemningen lidt varmere. Hæderen blev overrakt af soldaterforeningens præsident i selskab med foreningens bestyrelse. Efter ceremonien var regimentet, soldaterforeningen og Haderslev Kasernes Venner samlet til frokost i sergentmessen. Tradition med at uddele den hæder til en soldat, er fortsat en vigtig rolle i at skabe stærke bånd mellem regiment og soldaterforeningen. Stort tillykke til Menig Simon Mathiesen – Vaagen og Tro
