Halk tur 2022

Med III/SLFR på ”Halk Tur” 2022

Endnu engang mødtes gamle kammerater og venner af III/SLFR til en indholdsrig weekend.

Når vi i III/SLFR taler om ”Halk Tur”, er det et udtryk for, at vi, så længe regimentet rådede over skyde- og øvelsesterrænet Halk, afholdt et årligt træf netop her for tidligere officerer og befalingsmænd i III. Bataljon. Tiderne, hvor vi hyggede os i den gamle barak og sov på gulvet, er ved at være fortid; men minderne om hyggen og miljøet på Halk lever i bedste velgående.

Fredag den 16. september kl. 15 var vi igen samlet til det årlige træf.  Denne gang hos M.G. Hansen i Århus, som i sidste øjeblik havde stillet hus og klinik til rådighed for ti tidligere III Slesvigere.

Dette års helt specielle programpunkt var et foredrag med politikommissær Lars Fredensborg, som i fire år havde været udstationeret i Ukraine indtil december 2021.

Foredraget var ikke en skildring af krigen i Ukraine; men en detaljeret beskrivelse af det ukrainske samfund og specielt den ukrainske befolkning. Et godt supplement til at øge forståelsen og baggrunden for krigen.

En dejlig middag og en hyggelig aften med minder og ”ka’ du huske?” historier, nye såvel som gamle, afsluttede dagen.

Lørdag morgen med kaffe, rundstykker og en snak om næste års arrangement afsluttede et dejligt træf.

Herfra skal lyde en stor tak til Morten for husly og det store arbejde med alt det praktiske og til Henning for alt forberedelsesarbejde og for at holde godt fast i tovenden.

/Carl Duch  

Scroll til toppen