Hjem > Med III/SLFR på "Halk Tur"

Med III/SLFR på "Halk Tur"

 

Med III/SLFR på ”Halk Tur”

28.-29. september var 15 gamle drenge fra III/SLFR samlet til en dejlig kammeratskabs week-end.

Peter Borregaard, som igen stod for tilrettelæggelsen, havde planlagt et super godt program.

Lørdag d. 28. september kl. 10 mødtes vi ved Pansermuseet i Oksbøl. Bo Hagensten viste rundt og fortalte om museets samling. Samtidig kunne Bo som tidligere eskadronchef krydre sin fortælling med personlige oplevelser. Det var meget spændende at se og høre om den omfattende samling af pansrede køretøjer, der havde gjort tjeneste i den danske hær, og som stort set omfattede eksemplarer af alt hvad hæren havde haft af pansret udstyr siden 2. verdenskrig. Bo´s meget personlige og engagerende fortælling gjorde stort indtryk.

Efter frokost kørte vi til Oksbøllejren hvor Michael Johnsson tog imod ved hovedvagten og førte os til garageområdet. Her vi fik lejlighed til på nærmeste hold at studere Piranha 5 og Eagle 5. Køretøjer vi som gamle motoriserede infanterister havde svært ved at forestille os i.f.t. dengang, vi blot havde udskrevne køretøjer til rådighed.    

Herefter kørte vi til mindesmærket for de faldne i international tjeneste. Det var dog Michaels arbejde med genetableringen og udvælgelsen af fremtidens artillerimateriel til 1. AA der var årsagen til besøget i Oksbøl. Michaels engagement og store viden på området var imponerende. Ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil råde over et artilleri i verdensklasse.

Efter besøget i Oksbøllejren var der forlægning til Nymindegab, hvor vi blev indkvarteret og gjorde klar til aftenens spisning og kammeratlige samvær. En rigtig festaften med en overflod af ”ka du huske…” fortællinger. I aftenens løb fortalte Per Thornberg om sin far, som havde været aktiv i modstandsbevægelsen og som af tyskerne fik overdraget "Atlantvolden fra Nymindegab til Skallingen"

En fantastisk week-end sluttede ved morgenbordet næste dag.

III/SLFRs ”Halk Tur” 2020 vil blive afviklet i Haderslev.

/Carl Duch