Markering af Isteddagen den 25.juli 2020

 

 

Af Keller Nielsn

 

Til trods for coronarestriktioner blev Slaget ved Isted den 25. juli 1850 igen i år markeret på værdig vis på Flensborg Gamle Kirkegård med faner, kranselægning og en inspirerende og tankevækkende tale ved chefredaktøren for Flensborg Avis, Jørgen Møllekær, som tog udgangspunkt i oberst Læssøe og den kendsgerning, at mange gadenavne i Danmark er opkaldt efter ham – og altså ikke øen Læsø. Jørgen Møllekær trak tråde op til vore dage, hvor det er svært for os at sætte os ind i, hvordan man kunne indlede både den første og den anden slesvigske krig. Men dengang var det almindeligt at løse uoverensstemmelser med væbnet magt. I dag opleves det, at mindesten for folk, der var nationale ikoner, nu skal fjernes, fordi de med vore dages briller ikke kan betragtes som rene dydsmønstre. Løsningen på fortidens fejl og mangler er imidlertid ikke at fjerne symbolerne, men at supplere datidens heltekvad med opdateret nutidig information, der har alle nuancerne med. Han nævnte også coronapandemien, hvor det set fra grænselandet havde været rart, såfremt håndteringen havde været koordineret mellem København og Berlin. Og han så en national egoisme manifestere sig i forhold til de overståede EU-forhandlinger om både unionens budget og en ny vækstpakke efter coronaen.

Ceremonien afsluttedes med et vel dækket kaffebord på Generalkonsulatet i Flensborg, hvor generalkonsul Kim Andersen og hustru Birte med stor gæstfrihed beværtede i det nyrenoverede konsulat, og hvor det fine vejr tillod, at kaffebordet kunne nydes ude og inde.

På Flensborg Gamle Kirkegård ligger en række krigergrave, idet ca. 2.400 danske soldater er begravet her, herunder generalmajor Schleppegrell og oberst Læssøe, som begge faldt ved Isted. Set med slesvigerøjne er det også værd at notere, at chefen for 13. Bataljon, oberst Trepka, ligger begravet her. Trepka udmærkede sig med heltemodig optræden både ved Bjerning den 30. juni 1848 (hvor Mads Christian Olsen faldt (Bjerningdagen)) og den 25. juli 1850, hvor oberst Trepka faldt ved Øvre Stolk, ramt af en kugle i brystet. Oberst Trepka blev anset som en af hærens mest talentfulde og kundskabsrige officerer og var udset til at blive stabschef i division Schleppegrell. Det nuværende personel i 13. Bataljon træder således i store sko, men det er bataljonschefen helt sikkert bevidst om, og de stolte traditioner giver en flot grobund for korpsånd.